Forside Værker Weblog CV In english Email

Links

www.thomasandersson.dk 

 


Foto: Lars Svanholm

Fra samlingen Triste historier -  Malerierne der ikke var der.

Der var engang en maler, der malede malerier. Det havde han nu gjort i mange år, uden at det rigtig blev til noget. Ja, malerierne fejlede ikke noget, men interessen var begrænset. ”Maleriet er dødt ”, sagde folk, og så mente de ikke et specielt maleri, endsige malerens malerier, men kunstformen som helhed.

Ja, det var jo en kedelig situation. Jo mere maleren malede, jo mere døde maleriet, og til sidst kom der slet ikke nogen og kiggede – endsige købte noget.

Da maleren atter skulle holde udstilling tænkte han, at så kunne det også være lige meget, og så lavede han en udstilling, hvor han ikke hængte malerierne op. Ja, de stod ikke engang på gulvet, for hele galleriet var tomt, for når der alligevel ikke kom nogen, kunne han spare sig den ulejlighed.

Men snart rygtedes det, om den mærkelige udstilling, der ikke var der, og så kom folk og kiggede, og synes at det var rigtig spændende. En udstilling der ikke var der, det havde man ligegodt aldrig oplevet før, og så købte de billederne, der ikke var der, og hængte dem op hjemme hos sig selv, og det var rigtig dejligt således at kigge på en bar væg, og vide, at der hang ikke et maleri.

Jeg gav 10.000,- kr. for ingenting, kunne man høre folk sige, og så syntes de oven i købet, at de havde fået det billigt.

Ja, selv Statens Kunstfond kom og købte en hel stribe, og det havde maleren ligegodt ikke oplevet før, og  Pressen skrev begejstret om maleriet, der var genopstået fra de døde.

For maleren gik det rigtig godt, og han arbejdede hver dag flittigt, og ligeså hurtigt han havde et maleri færdigt, kom der nogen og købte det. Ja, det vil sige, maleren måtte først gemme maleriet af vejen, og så købte folk det, der ikke var der, og  priserne bare steg og steg, og til sidst turde folk ikke have dem hængende i deres stuer, men gemte dem af vejen i sikre bankbokse, hvor de så fra tid til anden kunne gå ned, og glæde sig over dem, selvom de ikke var der.

Oppe på Rådhuset sad Rådmanden, og da han læste at kunsten således havde fornyet sig i netop hans by, besluttede han, at det skulle markeres med et museum. Vi bygger et museum, der ikke er der, til malerierne, der heller ikke er der, sagde han, og for sig selv tænkte han, at det jo dog ikke kunne blive alt for dyrt. Og så blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, og man fandt en central plads i byen, hvor man ikke byggede et museum til de mageløse malerier, der heller ikke var der, og  da det var færdigt kom folk strømmende til og  alle synes det var enestående og nu blomstrede deres by rigtig, og nu nyttede det ikke noget, at en lille pige sagde, at der ikke var noget, for det var jo netop det fine.                                                                            

Thomas Andersson

Weblog